Er mojo-journalistik ikke bare gammel vin på nye flasker? En tilbagevenden til god gammel sålelæder-journalistik. Også kaldet “reportage”!

Den diskussion har vi haft oppe at vende flere gange i løbet af foråret på UPDATE´s kursus “Farvel til redaktionen”. Flere kursisters hvor-svært-kan-det-lige-være-reaktioner fik mig til at tænke grundigere over, om der i virkeligheden ikke er andet i det end en genopdagelse af, at det er godt at komme ud og snakke med rigtig levende mennesker.

Vel har vi fået mobilt internet, enkelt foto- og videoudstyr og sågar mobiltelefoner med glimrende kameraer – men er det ikke bare redskaber, der gør det nemmere for os at gøre det, vi altid har gjort?

Først og fremmest mener jeg, at muligheden for at publicere umiddelbart på nettet fra det sted, hvor man er – uden redigerende filter af nogen art – i sig selv må føre masser overvejelser med sig af både journalistisk og etisk karakter. Den lader vi lige ligge her.

Men hvad vi har set på Gannett´s redaktioner rundt omkring i USA, og hvad kursisterne undervejs og efter kurset har produceret af mojo-journalistik, viser, at billeder – både levende og stillfotos – bliver en integreret del af journalistikken på en anden måde en tidligere, hvor den visuelle side ofte fungerede som en tilføjelse til historien. Som en illustration af noget, der bliver fortalt i trykte eller talte ord.

En mojo, eller fremtidens reporter i det hele taget, vil have øjne og ører med sig og dokumentere historien ved hjælp af video eller stillfotos. På den måde bliver billedsiden en central del af indsamlingsprocessen – og ikke en tilføjelse til dén proces, som det ellers ofte stadig er tilfældet på især redaktioner, hvor det trykte medie er i fokus.

Se for eksempel et eksempel fra Århus Stiftstidende d. 24. maj. Journalist Søren Willumsen overværer en situation, hvor cirka 1000 cyklende demonstranter krydser den indre ringgade i Århus, og situationen spidser til, da flere bilister mister tålmodigheden i den ventende kø.

Søren Willumsen optager en kort videosekvens, hvor en bilist stiger ud af sin bil og blandt andet kyler en vandflaske efter en cyklist.

Videoen blev lagt på nettet sammen med den skrevne reportage, og det viste sig senere, at den trods dårlig teknisk kvalitet var set flere hundrede gange. Artiklen med videoen fik desuden hele 45 kommentarer med på vejen.

Billeder gør historier konkrete og aktiverer følelser på en anden måde end ord, ved vi. Og når det bliver muligt – ligefrem enkelt – at fortælle centrale elementer i en historie i billeder, bør vi som journalister tage den mulighed i brug.

Så ramler vi ind i faggrænser og traditionelle opfattelser af, hvem der gør hvad. Det må være et overgangsfænomen. Journalistikken bliver uundgåeligt mere og mere visuel, og de redaktionelle arbejdsprocesser må tilpasse sig. Det fører til nye journalistiske roller og samarbejdsformer:
Det vil være helt naturligt, at journalister tager stillfotos og optager video, når de på den måde kan dokumentere en vigtig del af historien
Fotojournalister får – på samme måde som VJ´s i dag – i stigende grad kontrol med eller medindflydelse i den journalistiske proces.
Vi vil i stigende grad se fotograferende journalister og fotojournalister arbejde tæt sammen og aftale forskellige rollefordelinger, afhængig af hvad historien kræver, og deres individuelle kompetencer giver mulighed for.

Sådan burde det allerede være, vil du måske sige. Ja, men på nogle redaktioner er der stadig et stykke at gå. Her vil man med fordel kunne hente inspiration i de bedste af de historier, der produceres af de såkaldte mojos.