De unge vil have nyheder på nye måder
Er de unge interesserede i nyheder? Sådan lød det mest interessante spørgsmål til ekspertpanelet fra salen, da DNA 2008 prøvede at spore sig ind på, hvordan man overlever de digitale nyheders tidsalder?
“Vi satser meget på nyheder til unge. Nyheder der er pakket ind som MTV-indhold”, siger Stephen Marshall, creative director på Gorilla News Network.
“Vores brugere er typisk unge mænd på 18-34 år. De vil ikke bare konsumere nyheder. De er vant til at spille computerspil, hvor man er aktiv, og derfor er deltagelse afgørende for dem”.
Stephen Marshall var med til at grundlægge sitet for 4 år siden. Det har handlet om at opbygge en nyhedskultur hos brugerne, der som ‘gorilla-journalister’ selv skaber indholdet. På den måde oplever de sitet og deres egen rolle som et spil.
Blandt de 250 deltagere i konferencen var der bred tilslutning til, at unge interesserer sig for nyheder, men ikke nødvendigvis i den form mange nyhedsmedier præsenterer dem. Når nyhedsværten er en 60-årig, har de unge svært ved at blive hængende.
“Når det gælder YouTube-generationen er TV mere sårbar end trykte medier”, siger Richard Gizbert, Al Jazeera.