Tips til brug af Pinterest
Pinterest er det nye hotte sociale medie, som er i kraftig vækst. Siden opstarten i begyndelsen af 2010, er Pinterest røget helt i top efter Facebook og Twitter i antal besøg.
Pinterest fungerer som en virtuel opslagstavle, hvor man kan gemme fotos, der ineteresserer én og dele dem med vennerne på fx. Facebook og Twitter. Man kan også gemme det andre har gemt på deres pin board.
På denne måde kan man opbygge samlinger af fotos, inddele dem i kategorier og dele dem med andre. En meget visuel måde at dele på i forhold til Twitter, der baseres på tekst
Pinterest har fået godt tag i de kvindelige netbrugere, tre ud af fem Pinterest medlemmer er kvinder. Det kræver gratis medlemskab at bruge Pinterest, da man vil sikre at brugerne har venner på Facebook og Twitter at dele fotos med.
Opskrifter, kæledyr og håndarbejde har indtil videre været emner i høj kurs på Pinterest, men der arbejdes på højtryk i mange brancher, også hos medierne, for at eksperimentere og finde ud af, om Pinterest er endnu en platform man skal kaste sig over. Tips og tricks til brugen og mulighederne dukker op i mange sammenhænge.
Steve Buttry, der blandt andet blogger om sociale medier, har lavet en grundig gennemgang af forskellige amerikanske mediers brug af Pinterest sammen med en række forslag til, hvordan medier kunne hoppe med på Pinterest-bølgen.
Det største problem med Pinterest er copyright. Det er ikke tilladt at pinne fotos med copyright eller repinne dem. Det kræver derfor et ekstra godt blik på hvilke fotos man bruger.
Lars Damgaard, DR Nyheders redaktør for sociale medier, har lavet en grundig gennemgang af, hvordan du kommer i gang med Pinterest.