Arkiv for kategorien ‘MoJo generelt’

Iphone-brugerens fjende nr. 1 og 2: Batteri og dataroaming

tirsdag, 31. august 2010

Efter nogle dages ophold i Washington hvor min Iphone var tænkt som værktøj til research, indsamling og formidling af besøg i flere mediehuse, må jeg konstatere, at de største begrænsninger har ligget i batteriets levetid og de høje priser på dataoverførsel.

Telefonen er ganske vist ikke ny, men alligevel har det overrasket negativt, hvor lidt kapacitet telefonen har haft. Det er en 3G, så video har ikke engang været på tale.

Et andet problem med at bruge Iphone som værktøj er, at man nærmest kan mærke, hvordan pengene rasler ud når man ikke er i nærheden af trådløst netværk.

For et par dage siden ærgrede jeg mig over ikke at kunne afprøve National Geographics kommende app til platformen Layar, der giver mulighed for at få informationer, når man holder telefonen op foran White House. I dag ville jeg så ligge prøve en anden app fra Layar kaldet Architecture 3D, som skulle give 3D-Info om en række bygninger verden over.

Men før jeg havde fundet frem til applikationen og fundet rundt i menuerne, kunne jeg via beskeder fra teleselskab sjusse mig frem til at have brugt 75 kroner på projektet.

Augmented reality har et stort potentiale, når det gælder lokationsbaseret information, som National Geographics har planer om at afprøve.

Men for udenlandske turister kan det blive en dyr fornøjelse. Og hvem gider piske hen til den nærmeste Starbucks med wifi for at bruge det? Så er ideen ligesom væk.

Batteri og dataoverførsel: to hårde nødder at knække som Iphone-turist.

Stik mig bare noget augmented reality

søndag, 29. august 2010

Da jeg i går kastede mig ud i Washington DC som turist, var målet at se nogle af de store monumenter og samtidig opleve Sarah Palin-segmentet møde Martin Luther King-segmentet, da området omkring Lincoln Memorial på samme dag dannede rammen om et rally for begge grupper. I øvrigt på årsdagen for Martin Luther Kings “I have a dream” tale, som han holdte for 47 år siden på the Licoln Memorium.

img_0028

Da jeg gik rundt fra monument til monument kunne jeg godt have brugt noget augmented reality på min iphone som kun fik brugt til at tage et par fotos af både de historiske steder og det enorme sammenrend af vidt forskellige segmenter af det amerikanske samfund.

Augmented reality i iphone-sammenhæng går ud på at man holder sit mobilkamera op mod et landskab eller lignende og på den måde kan få information om omgivelserne, der hvor man er.

Layar er et eksempel på en platform, der bruger augmented reality. EB har eksperimentere med Layar og lavet en applikation, hvor man ved at holde kameraet op kan se, hvor politiet har rapporteret fra i lokalområdet.

Der findes en lang række applikationer, der bruger Layar til at vise ejendomspriser, restauranter, hospitaler, osv., men jeg havde set frem til at afprøve National Geographics Layar applikation. Tidligere på året bekendtgjorde deres manager of mobile, Katie Juhl, at de vil bruge Layar-platformen til at give brugerne information, når de står ved - ja eksempelvis Washington-monumentet. Indtil videre må jeg nøjes med et demo-billede af, hvordan det kunne se ud, for der er ikke kommet noget på mobilen endnu:

national-geographic-demo-on-layar

Her er jeg ret overbevist om, at jeg ville kunne bruge augmented reality til noget. Og måske endda betale for det. Ideen om at man så let kan få information om de steder man møder på sin vej, tror jeg på. Jeg kan tvivle på, om augmented reality er et værktøj for nyhedsjournalistikken. Men for information som eksempelvis den National Geographic har at tilbyde sine brugere må der være store muligheder for en platform som Layar.

TBD: Lokale nyheder, vejr og trafik på mobilen

lørdag, 28. august 2010

I starten af august kunne borgere i Washington DC klikke sig ind på et nyt lokalmedie. TBD.com. Op til lanceringen af sitet, er projektet blevet fulgt med en vis portion nysgerrighed fra mange, der er optaget af, hvad fremtiden byder den journalistiske branche og medierne.

Mange har derfor også skrevet om det nye medie, hvor “Rethink local news” er brugt som punchline i markedsføringen. Nogle af de tiltag, der skal medvirke til en gentænkning af lokale nyheder er:

  • Samarbejde med lokale bloggere
  • Konsekvent brug af eksterne links efter princippet “Do what we do best - link to the rest”
  • At gøre journalistikken til en proces med inddragelse af brugerne
  • Stor integration af sociale medier
  • Tilføre værdi til brugerne på mobile platforme

Poynter lavede i forbindelse med lanceringen af TBD en live chat med Jim Brady, president of digital strategy hos Allbritton, der ejer TBD, og Steve Buttry, Director of Community Engagement. Her diskuterer de nogle af de beslutninger, der ligger forud for lanceringen.

Steve Buttry har også på sin egen blog, skrevet indlæg om TBD og strategiske overvejelser om mediernes overlevelse.

Jeg vil her lægge fokus på TBDs mobile tiltag.

TBD.com er ikke kun et online medie. En mobilapplikation giver brugerne mulighed for at få nyheder og information om trafik og vejr, der hvor de er. Mobilapplikationen er ikke en nedskaleret version af tbd.com, men er lokationsbaseret og er dermed udviklet til at give brugerne relevant indhold, hvor de er.

Ud over nyheder i lokalområdet kan man se, om den metro man bruge på vej til arbejde kører til tiden, om der er problemer på motorvejen og om der er vejarbejde i området. Se og hør Steve Buttry vise, hvordan TBDs mobilapplikation fungerer:

Sådan virker TBDs mobilapplikation from annegrete skovbjerg on Vimeo.

Indtil videre har ca. 2000 downloadet applikationen, der har været i Apples app-store i et par uger. Det er derfor for tidligt at vurdere, om applikationen er en succes for borgerne i Washington DC. Men TBD har med applikationen leveret et bud på, hvordan lokationsbaseret indhold i et mix af nyheder og serviceindhold kan pakkes og præsenteres på en mobil platform.

Har nyhedsmedierne en mobile-first strategi?

tirsdag, 11. maj 2010

Alt i mens mange nyhedsmedier stadig kæmper for at få implementeret en web-first strategi og der arbejdes hårdt for at få hele organisationen gearet til på lurer en ny udfordring: Journalistik til mobile platforme.

Web-first har været en enorm udfordring for medier og journalister, der i udgangspunktet er printmedier. Hele diskussionen om kannibalisering af avisen på indholdssiden og omstillingen af annonce-afdelinger har gjort det til en kompliceret sag at få nettet som nyhedsplatform integreret i avisredaktionen, og disse nyhedsmedier har i stort omfang siddet på bagsmækken af udviklingen af web-first strategier.

Nu bevæger verden sig i ekspresfart mod smartphones og det er allerede ved at være for sent at få en plads i førersædet i forhold til mobil-strategier. Steve Buttry, tidligere ansat v. American Press Institute, understreger vigtigheden af, at medierne ikke forpasser muligheden for en mere fremadretet udvikling af indhold til smartphones på samme måde som man gjorde i forhold til udvikling af netstrategier.

Ifølge Buttry bør innovation på mobilområdet have top prioritet og en mobile-first strategi handler her ikke om, hvornår indhold kommer ud hvor, men mere om nyheds-organisationernes prioritering: Mobile platforme er dem vi først skal overveje og handle efter. Hvordan kan vi pakke og levere nyheder og andet indhold til mobile platforme. Alle i nyhedsorganisationen fra chefer til indholdsproducenter og annonceafdelinger må overveje hvordan de kan bidrage til at understøtte en mobile-first strategi, hvis ikke chancen for at få en rolle i den mobile udvikling skal forpasses.

Og der ligger helt andre udfordringer i at levere indhold til mobile platforme - i hvert fald hvis man vil mere end blot at tilrette indhold fra nettet til et format, der er let tilgængeligt på mobilen. Hvis ambitionerne med mobilt indhold ikke går videre end dette, vil resultatet minde om netjournalistikkens første skridt, hvor printindhold blev overført til nettet.

Flere redaktioner har udstyret deres journalister med en Iphone eller en anden smartphone, og det er et vigtigt skridt ift. at få fokus på de journalistiske muligheder med mobilen. Medarbejdere på redaktionerne må i gang med at bruge telefonen til andet telefonopkald og smser. Både som værktøj til at rappotere med og ved at undersøge og afprøve, hvad applikationer giver af muligheder for at modtage og udveksle informationer.

Vi har set hvad sociale værktøjer som Twitter kan bruges til ved breaking news, også for den professionelle stemme. Men breaking news er ikke forudsætningen for at Twitter kan fungere som kommunikationsform. Et eksempel på, hvordan værktøjet er blevet brugt journalistisk i andre sammenhænge var under Cop 15, hvor JP brugte Twitter som jouurnalistisk værktøj. Læs mere om erfaringerne med brug af Iphone i denne forbindelse i rapporten E-publicering fra Digital Urban Living.

Et andet og uopdyrket potentiale, når vi snakker mobile strategier er indhold og nyheder, der er lokationsbestemte, hvor GPSen i telefonen kan knytte indholdet til den geografi, hvor historien udspilles. Denne udvikling åbner for muligheder vi endnu ikke kender til og kun har set begrænsede eksempler på, men det må være oplagt at give brugerne mulighed for at få nyheder og informationer, der hvor de befinder sig.

Hvad enten nyhedsmedierne har en mobile-first strategi eller endnu kæmper kampen for at få web-first til at fungere, og derfor ikke har fokus nok på det, der er godt i gang med at udvikle sig hen over hovederne på os, er det mere end en god idé at få sat medarbejderne på redaktionerne, ikke kun journalister, i gang med at arbejde med og bruge smartphones, undersøge og afprøve, hvad de kan, så den fælles idéudvikling ift. mobile platforme forhåbentlig kan skubbe til mobile-first udviklingen.

Live med mobil fra raketaffyring

tirsdag, 9. marts 2010

Mediehuset Ingeniøren indhøstede sine første erfaringer med livestream fra mobilen, da de sendte direkte fra en raketaffyring på Amager den første weekend i marts.

Med den svenske live-tjeneste Bambuser på telefonen og et indlejret signal på Ingeniørens website lykkedes det at transmittere live fra affyringen til de ca. 500 brugere, der kiggede ind på www.ing.dk for at følge med. En del af dem fik besked via Twitter, da det undervejs blev nødvendigt at udskyde affyringen. Se livetransmissionen her:

Kvaliteten er svingende for live streamingen med mobilen, hvilket også var erfaringen for Ingeniørens webredaktør Daniel Bergsagel og hans kolleger. Men til gengæld rummer formen helt nye muligheder for brugerinteraktion, som igen betyder nye muligheder for medierne. Og så er den helt gratis.

Brugerne kunne under live transmissionen skrive beskeder eller stille spørgsmål undervejs. Beskederne røg ind som tekst på telefonen til journalisterne, der kunne svare og reagere direkte på input. Man har således mulighed for at komme i direkte dialog med brugerne og gøre dem til medproducenter af udsendelsen, mens den udsendes. Det kan man vist kalde for brugerinddragelse.

Og kvaliteten? Som Daniel Bergsagel selv vurderer er kvaliteten bestemt ikke noget at begejstres over. Men bl.a. Nokia lover mobiler med broadcast videokvalitet i 2011 og det vil - sammen med et kommende 4g net - medføre, at vi fremover kommer til at se flere lignende tiltag på nettet.

De traditionelle broadcastmedier er da også godt igang med at få øjnene op for tjenester som Bambuser. Den finske nationale broadcastvirksomhed YLE har netop indgået kommercielt partnerskab med Bambuser. Her forklarer chefen for Nye Medier Tulja Aalto om baggrunden for partnerskabet:

Sjællandske rykker ind på apoteket i Korsør

onsdag, 20. maj 2009

En journalist og fotograf fra Sjællandske Medier har i maj og juni 2009 flyttet deres redaktion i nye omgivelser. Apoteket i Korsør har åbnet døren for den lille mobile redaktion, hvor borgerne  kan komme forbi med  gode tips og ellers bare få en sludder.

Indflytningen til apoteket blev annonceret på Facebook med begivenheden “Kom til kaffe og agurker”, hvor en god idé blev vekslet til en agurk i et forsøg på at undgå agurketiden. Redaktionen har oprettet en Facebook-gruppen “Sjællandske i Korsør“ til lejligheden. Her ligger der links til fotos og videoer fra Mojo-historierne.

Lasse Wamsler, der udgør den ene halvdel af mobilredaktionen, er ikke i tvivl om, at det har været positivt at flytte redaktionen ud i lokalområdet:

“Det kan virkeligt betale sig at være i lokalområdet. Bl.a. fik vi en historie allerede den første uge, hvor brandvæsenet kom susende i hovedgaden - en historie vi ikke ville have fået, hvis vi ikke var der. Der gik også under en uge før vi havde løst det første problem for borgerne.”

Lasse Wamsler har deltaget i UPDATEs kursus “Bliv MOJO - mobiljournalist“, og det er nogle af redskaberne her fra, han prøver af i Korsør.

“I vores mobiljournalistik foretager vi alt arbejdet til vores avis og tv-kanal på stedet - dvs. på vores “redaktion”. Samtidig med vores faste medier, har vi oprettet en gruppe på facebook “Sjællandske i Korsør”, hvor vi løbende lægger vores indslag og billeder ind.

Næste projekt bliver LIVE-streaming fra mobilerne direkte til vores tv-kanal og net i forbindelse med kommunalvalget.”

Læs om næste mojo-kursus

Skub viral video effektivt ud

tirsdag, 19. maj 2009

Jeg har tidligere henvist til en norsk blog om mobiljournalistik - og gør det gerne igen.

Det informative indlæg denne gang handler om, hvordan applikationen Qik, der kan bruges til live streaming fra mobilen, også kan bruges til at skubbe indholdet ud til yderligere ni kanaler:

qik-stream

I sit indlæg undrer Frank Barth Nielsen sig med rette over, at nyhedsmedierne ikke i langt højere grad gør brug af disse tjenester i deres live rapportering fra hændelsesnyheder. Læs hele indlægget på www.mojoevolution.com

Fagfestival 2008 - mobiltelefon som journalistisk værktøj

fredag, 19. september 2008

Mojo eller mobilreporter.

Begge titler dækker over en arbejdsmetode, der i høj grad gå ud på at søge ud, hvor historierne er og publicere på stedet, mens de udspiller sig. Historierne lægges på nettet som tekst, fotos, videoklip eller en lydbid.

På journalistforbundets Fagfestival 2008 i november har du mulighed for at afprøve arbejdsmetoden med en mobiltelefon som dit journalistiske værktøj. UPDATE og DONA afvikler en “webcamp”, hvor mojo-workshoppen er én af en række korte værktøjskurser, der giver dig redskaber til atkomme igang eller videre med at lave journalistik til nettet.

Kom forbi - lån en Nokia N95 mobiltelefon og afprøv, hvordan du kan bruge den som mojo.

Report, write, shoot, produce, edit, crunch, publish

torsdag, 14. august 2008

“There’s no news in the newsroom!”

Citatet er kendt af de fleste danske journalister, der har beskæftiget sig bare en lille smule med mobiljournalistik. Ordene er sagt og gentaget mange gange af den amerikanske mr. Mojo, MacKenzie Warren, der har gjort lynkarriere hos USA’s største mediekoncern, Gannett.

Fra i en testperiode hos den “mindre” lokalavis i Fort Myers, Florida, har hans ideer om de mobile journalister nu vundet indpas hos så godt som alle søskende i Gannett koncernen.

Han besøgte torsdag Århus, hvor han blandt andet fortalte om de syv punkter MoJo’er - nu kaldet ‘Collectors’ - og deres redaktionelle kolleger - kaldet ‘Connectors’ - skal have fokus på.

  • Watchdog
  • Hyperlocal
  • Data
  • Community conversation
  • Custom content for demgraphis groups
  • Mulitmedia
  • A digital nerve center that accelarates our speed and volume of news postings

Syv punkter Gannett ifølge Warren har fundet frem til ved intensive undersøgelse, rundspørger blandt brugerne, fokusgrupper og demografiske analyser.

“Vi skulle væk fra at se os som et nyhedshus. Vi er meget mere end det - vi skal se os selv som informationscenter,” forklarede MacKenzie Warren.

Det har åbnet muligheder for at arbejde meget bredere og service brugerne langt bedre - uden at det koster ekstra ressourcer.

De tidlligere reportere - nu ‘Collectors’ - skal have kunne hele paletten af elementer af processen:

Report, write, shoot, produce, edit, crunch, publish

MoJo’en laver historien, smider den online direkte derude fra marken, kontakter sine connectors på redaktionen, som overtager den og begynder at ringe til myndigheder og update historien med det samme.

MoJo’en skyder nogle billeder og smider dem online derude fra marken. Connectors ser det og vurderer om ikke man skal sende en prof fotograg afsted også.

MoJo’en følger historiens videre udvikling og genudgiver og skriver evt. til sidst en udgave til næste dags avis (reverse publishing).

MoJo’en sørger for, at alle data kommer i databaser, så de siden kan “crunches” til lækre og nyttige mash-ups og oversigter, som kan lægges ved siden af den færdige historie ‘Connectors’ til sidst laver. I MacKenzies univers er det ‘Added value‘.

På den måde er hans indgang til nye medier meget lig den måske mere kendte kollega, Rob Curley.

(Opdateret - 18.08.08 - m. foto)

Test af tre live streamere

torsdag, 19. juni 2008

Jeg har tidligere beskrevet Bambuser som et redskab, du kan bruge, når du ønsker at sende live fra din mobiltelefon.

Men Bambuser er ikke den eneste udbyder af denne tjeneste og på www.mojoevolution.com - en norsk blog om mobiljournalistik - sammenlignes svenske Bambuser med to andre, Qik og Kyte. De tre tjenester testes side om side, så du har mulighed for at sammenligne resultaterne.