Mobilvideo fra hændelser rundt omkring i verden kommer lynhurtigt i omløb og det er mere reglen end undtagelsen, at stort set alt i dag bliver dokumenteret med levende billeder lavet på en mobiletelefon og distribueret ud i alle afkroge på nettet. I nogle tilfælde, er der tale om rystede optagelser, hvor det kræver god vilje at se og høre hvad der foregår, men er historien og dokumentationen vigtig nok, ser brugerne igennem fingre med den dårlige tekniske kvalitet.
En anden kategori af videoptagelser fra mobilen er de talende hoveder. Det kan både være de korte klip med udtalelser fra sport, retssager etc. Udfordringen ligger i at vurdere, i hvilke tilfælde, det giver mening at lade brugerne spendere tid på at se og høre kilderne i et klip, frem for at formidle med tekst.
Ud over disse to meget brugte formater, hvor mobilvideoen består af ét enkelt klip, findes der eksempler på indslag, hvor videoen består af flere klip, der enten er redigeret sammen på mobilen eller efterfølgende på computeren.
Især iPhone har været førende med redigeringsprogrammer til mobilen, der gør det muligt at lave små sekvenser på stedet.
Her ligger store udfordringer i at vurdere, hvor mange kræfter der skal lægges i at lave optagelser redigere og måske endda lægge speak ind over, som programmerne også giver mulighed for.
OG PAS PÅ – HER LIGGER TV-FÆLDEN OG LURER.
Det er så snublende nærliggende at gribe fat i den fortælleform vi kender fra tv-nyhedsindslag. Og vupti – så får man lavet et wannabe-tv-indslag med dækbilleder, speak og det hele. Det virker sjældent ret godt og det tager tid at fumle rundt i applikationer, klippe de rigtige steder osv. Når man har andre udtryksformer til rådighed på nettet, er der ingen argumenter for at det hele skal pakkes ind i et dårligt produceret mobilindslag. Så lad det der egner sig bedst til tekst blive tekst og brug video til det videoen er god til.
Hvad gør man så med de videoklip, der måske ikke er helt selvforklarende, men godt kunne bruge lidt hjælp i form af en speak?
Det er her eksperimenterne kommer ind.
En mulighed er, at journalisten bringer sig selv mere i spil som fortæller. I bedste fald ved at fortælle/forklare mens man filmer. Et eksempel:
Her understøttes videoklippet både af en fortællerstemme og journalistens anvisende pegefinger i billedet. Har man tv-brillerne på, kan det virke amatøragtigt, men i en netsammenhæng og med det værktøj mobilen er, mener jeg begge dele bidrager med noget, der virker.
Eksemplet viser en journalist, der træder i en rolle som fortæller, og en produktionsform, der er hurtig og billig, fordi der ikke skal efterbehandles noget.
Her kommer et andet “brand-eksempel”:
Se eksempel på Oppland Arbeiderblad
Videoen viser jo meget fint, at der er ild i et hus, men de tredive sekunders ren video og reallyd, kunne fint være suppleret med en kort forklaring fra journalisten, der holder kameraet. Herefter interviewes to personer, og her bliver det rigtig tydeligt, hvad man er oppe imod, når man laver den slags videoindslag. Mikrofonen på telefonen kører på auto, og pumper og ildebrand bliver hævet på lydsiden, så det bliver mere end vanskeligt at høre hvad politi og redder siger i interviewet.
Hvis journalisten her havde brugt sig selv som fortæller, kunne indslaget have været både meget kortere og mere informativt. Det kræver måske, at man skal bruge lidt tid på at planlægge, hvad der skal siges og et par optagelser på at få sagt det rigtigt, men det vil stadig være en ubetydelig produktionstid i forhold til at skulle splejse klip sammen, lægge speak ind over osv.
