En journalist og fotograf fra Sjællandske Medier har i maj og juni 2009 flyttet deres redaktion i nye omgivelser. Apoteket i Korsør har åbnet døren for den lille mobile redaktion, hvor borgerne kan komme forbi med gode tips og ellers bare få en sludder.
Indflytningen til apoteket blev annonceret på Facebook med begivenheden “Kom til kaffe og agurker”, hvor en god idé blev vekslet til en agurk i et forsøg på at undgå agurketiden. Redaktionen har oprettet en Facebook-gruppen “Sjællandske i Korsør“ til lejligheden. Her ligger der links til fotos og videoer fra Mojo-historierne.
Lasse Wamsler, der udgør den ene halvdel af mobilredaktionen, er ikke i tvivl om, at det har været positivt at flytte redaktionen ud i lokalområdet:
“Det kan virkeligt betale sig at være i lokalområdet. Bl.a. fik vi en historie allerede den første uge, hvor brandvæsenet kom susende i hovedgaden – en historie vi ikke ville have fået, hvis vi ikke var der. Der gik også under en uge før vi havde løst det første problem for borgerne.”
Lasse Wamsler har deltaget i UPDATEs kursus “Bliv MOJO – mobiljournalist“, og det er nogle af redskaberne her fra, han prøver af i Korsør.
“I vores mobiljournalistik foretager vi alt arbejdet til vores avis og tv-kanal på stedet – dvs. på vores “redaktion”. Samtidig med vores faste medier, har vi oprettet en gruppe på facebook “Sjællandske i Korsør”, hvor vi løbende lægger vores indslag og billeder ind.
Næste projekt bliver LIVE-streaming fra mobilerne direkte til vores tv-kanal og net i forbindelse med kommunalvalget.”

